Hot spots hos hunde: Hvad er det, og hvad kan vi gøre ved dem?

 

Hot spots er en almindelig og velkendt hudlidelse. Man skal bare huske på, at det ikke er alle røde og hårløse områder, der er hot spots. Læs artiklen her for at finde ud af, hvordan du genkender hot spots og håndterer dem.

Marina G Dyrlæge

Har du lagt mærke til, at din hund slikker, kradser eller tygger på et sted på huden, i højere grad end normalt? Eller har du fundet et sted på din hunds hud, der er rødt, fugtigt og ser betændt ud? Så lider din firbenede ven måske af en meget almindelig hudlidelse: hot spots! Læs mere om, hvad det er for noget, hvordan du behandler det og hvordan du kan forhindre, at de overhovedet dukker op.

 

Hvad er hot spots?

Den officielle betegnelse for et hot spot er "akut fugtig hudbetændelse". Det kaldes også "pyotraumatisk dermatitis". Sagt helt enkelt, så er hot spots hudproblemer, der skyldes selvpåført skade (når hunden konstant slikker, tygger på eller kradser i et område), fordi hunden forsøger at lindre kløe (pruritus) eller smerte. Hot spots er afgrænsede områder af betændt hud, og de kan dukke op hvor som helst på kroppen. Men typisk viser de sig i nærheden af det område, hvor den underliggende årsag befinder sig. Det klør sædvanligvis virkelig meget, stedet kan blive meget ømt og der er ofte også en sekundær infektion.

Akut hudbetændelse viser sig typisk som områder i huden, der er røde, fugtige, varme og ser betændte ud. De viser sig pludseligt, sædvanligvis inden for 36 timer. Stedet klør ofte meget og kan være smertefuldt, og hunden kan irritere stedet yderligere, indtil det bløder. Hot spots kan producere et klæbrigt eksudat, der derefter kan danne en "skorpe" over det ramte område. Hot spots kan lugte og er som oftest meget tydelige, fordi de er røde og hårløse. Men de kan være sværere at få øje på, hvis de sidder skjult under lang pels.

Pletter med fugtig hudbetændelse begynder ofte som meget små områder, og de optræder ofte nær det sted, hvor den underliggende årsag befinder sig. De kan fejlagtigt blive opfattet som en bums eller et insektbid, men de kan hurtigt blive større, specielt hvis hunden ikke forhindres i at kradse eller slikke på stedet. De varierer i størrelse fra et par millimeter til meget store sår, der kan dække store hudområder, hvis de ikke bliver behandlet.

Når et hot spot bliver inficeret, vil der ofte forekomme papeller (små, hævede buler på huden) og pusteller (små, hvide buler, der indeholder materie) omkring kanterne af det ramte område.

Hvad er årsagen til, at hunde får hot spots?

Akut fugtig hudbetændelse kan ramme alle hunde når som helst, men racer med tæt pels har større sandsynlighed for at blive ramt. Hot spots forekommer også oftere i de varmere måneder end om vinteren, fordi varme og høj luftfugtighed er de perfekte vækstforhold for bakterier.

Der er en række forskellige årsager: Alt, hvad der forårsager intens kløe kan resultere i, at hunden slikker, tygger i eller kradser på det kløende område og derfor beskadiger huden.

Her er nogle almindelige årsager:

  1. Hudbetændelse på grund af loppeallergi (også kaldet FAD), som er allergi over for loppespyt
  2. Insektbid and andre parasitter 
  3. Allergisk hudsygdom, der forårsager kløe, der derefter resulterer i områder med selvskade
  4. Otitis externa (infektion i det ydre øre)
  5. Slikker sig på grund af stress eller kedsomhed
  6. Skader og skrammer, der ikke heler korrekt, sommetider på grund af, at hunden slikker sig eller tygger i pels og hud
  7. Kontaktirritation, eksempelvis fra brændenælder eller aggressive kemikalier
  8. Stoppede analkirtler eller infektioner
  9. Lidelser i muskler eller knogler, så hunden har ondt

Akut fugtig hudbetændelse er ubehageligt for din hund, fordi det angrebne sted er varmt, klør og er ømt. Derfor begynder hunden at tygge i og kradse området, hvilket faktisk bare gør det værre, fordi huden bliver endnu mere betændt og der kommer flere bakterier til. Medmindre den onde cirkel afbrydes, vil et sådant hot spot blive større og dybere.

 

Hvornår skal dyrlægen se på det?

Hot spots kan udvikle sig hurtigt fra små, røde pletter til store områder med inficeret og øm hud. Det er vigtigt at sætte ind med behandling så hurtigt som muligt. Hvis du tror, at din hund har et hot spot, skal du kontakte dyrlægen. Mens du venter på at komme til dyrlægen med hunden, skal du forsøge at få den til at lade være med at tygge i og kradse på det angrebne område.

 

Hvordan behandler man hot spots hos hunde?

Der er flere trin i behandlingen:

Klipning

Klip pelsen væk fra det angrebne område, så der kommer lys og luft til. Det gør det også nemmere at rense og behandle området.

Rensning og behandling

Når dyrlægen har undersøgt din hund, får du måske ordineret en behandling, der indebærer rensning af området. Behandlingen af hot spots er som oftest topikalt (dvs. med et eller flere produkter, der påføres direkte på huden). Produkterne kan indeholde beroligende ingredienser, antimikrobielle elementer (hvis området er inficeret) eller en kombination af begge dele. Hot spot-området skal renses for at fjerne snavs og spyt og for at reducere antallet af bakterier (hvis området er sekundært inficeret), der er årsagen til den akutte hudbetændelse.

dogtest1

Lad det hele

Det tager tid for hot spots at hele, men hvis din hund bliver ved med at irritere stedet, vil det gå endnu langsommere, og behandlingen vil være mindre effektiv. Hvis det er nødvendigt, får du en bodystocking eller en krave til hunden, så den ikke kan komme til at irritere området yderligere. Den skal hunden have på hele tiden, også når den ikke er under opsyn. Bare et par minutter med selvskade kan gøre enorm skade på hud, der er ved at hele!

 

Kan man forebygge hot spots hos hunde?

Dyrlægerne ser ofte hunde med akut fugtig hudbetændelse i klinikken, og det er en smertefuld lidelse, som gør, at hunden ikke har det godt. Derfor er det meget værdifuldt for hundeejere at lære, hvordan man kan forsøge at forebygge, at det opstår. God pelspleje og hyppig kontrol af pelsen kan være virkelig nyttigt i bestræbelserne på at forebygge, at hot spots opstår og udvikler sig.

Udeluk underliggende årsager

Hot spots er mere almindeligt hos hunde, som har en underliggende disponering for kløe og dermed for at kradse sig. Noget så harmløst som et loppebid kan under de rette omstændigheder blive et hot spot. Hunde med allergi har langt større sandsynlighed for at tygge i og kradse på små, irriterede hudområder, der så hurtigt kan udvikle sig til hot spots. Det anbefales at bruge regelmæssig forebyggende behandling mod parasitter. Hvis du har mistanke om, at din hund har en allergisk hudsygdom, bør du få dyrlægen til enten at udelukke eller bekræfte det. Hvis din hund slikker eller klør sig mere, end du mener er normalt, bør du få en aftale hos dyrlægen. 

Oprethold optimal sundhed af hud og pels

Det anbefales, at du holder din hunds hud og pels sund og ren for at forebygge hot spots. Afhængigt af racen bør du få hunden klippet eller trimmet, specielt i de varme måneder, og ellers sørge for korrekt pelspleje. Lang og tæt pels kræver ofte ekstra opmærksomhed. Sørg for, at din firbenede ven bliver helt tør efter en svømmetur eller et bad, så hunden ikke bliver ved med at være fugtig i længere tid.

Håndtering af adfærdsmæssige årsager

Hvis du synes, at din hund har en dårlig vane med hele tiden at slikke eller kradse sig eller tygge i hud og pels, når den er stresset eller keder sig, så skal du være opmærksom på, at det kan resultere i fugtig hudbetændelse. Det kan hjælpe at sørge for mere mental og fysisk stimulering af hunden ved hjælp af træning og leg. Det kan også være en god idé at sørge for, at den har et trygt sted, hvor den kan være i fred, hvis den har tendens til at være ængstelig. Tal med en adfærdsspecialist, hvis du mener, det kan være et problem.

5 gode

råd om

hot spots hos hunde